AnnonceLuk annonce


Ægtepar reddet af Marinehjemmeværnet

20-03-2017

Marinehjemmeværnet redder ægtepar i havareret sejlbåd.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Søndag aften reddede Marinehjemmeværnet i Kalundborg et ægtepar i en lystbåd. De kunne ikke styre båden på grund af havari på roret, og drev derfor i faretruende retning mod ’Rute T’ der er den tunge skibstrafiks ’motorvej’ gennem Kattegat og Storebælt.

Søndag eftermiddag blev Flotille 251 Kalundborg alarmeret af Forsvarets Joint Operations Centre, fordi en 45 fods lystsejler var havareret med en rorskade, og lå nordvest for Røsnæs. Ægteparret om bord havde kastet anker, men båden drev i retning mod Rute T og Hatter Barn ved Samsø, skriver Marinehjemmeværnet på deres hjemmeside.

Ifølge Marinehjemmeværnet er det et problem, fordi det ikke er ufarligt at ligge og skvulpe rundt i Rute T, som er den dybe transitrute for den tunge skibstrafik på vej gennem Kattegat og Storebælt. 

På vej en halv time efter alarm
”Vi startede med at sende vores hurtige gummibåd ud mod havaristen, og den afgik fra Kalundborg klokken 16.55. 20 minutter efter var vi på vej med ’Holger Danske’,” fortæller fartøjsfører, løjtnant Flemming Buch, der har stået i spidsen for aftenens sejlads.

Gummibåden var hurtigt fremme og fik kontakt med lystbåden, hvor man kunne skabe sig et overblik og berolige ægteparret. Da ’Holger Danske’ nåede frem, sørgede gummibådsbesætningen for, at der blev etableret et slæb mellem lystbåden og det grå fartøj, skriver Marinehjemmeværnet.

”Klokken 18.27 havde vi båden på slæb, og det gik stille og roligt med tre knob tilbage til Kalundborg,” fortalte Flemming Buch sine kollegaer i telefonen fra ’Holger Danske’, og han fortæller også, at han er i løbende kontakt med ægteparret i lystbåden, som er meget lettede over at blive reddet.

”Det har for så vidt været en ganske udramatisk aktion, men det havde ikke været godt at ligge og drive i mørket i 1,5 meter høje bølger på vej ud i Rute Tango,” slutter han.



Klik her for at se billeder


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0