AnnonceLuk annonce


Tag en tur i fængsel

14-03-2017

Kalundborg Biblioteksklub tager dig med på messe i Horsens Statsfængsel.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Biblioteksklubben inviterer krimielskere med på heldagstur til nordens største krimimesse, som foregår på det nedlagte statsfængsel i Horsens den 1. april i år.  Messen er stedet, hvor krimiinteresserede, forfattere, forlag og boghandlere flokkes til foredrag, oplæg og bogsnak på standene.

På messen er der mange gode tilbud på krimibøger, og man kan måske endda kan få signeret dem af forfatteren. Fængslets hovedbygning fungerer som museum, og et besøg her vil tilføje en meget realistisk dimension til krimi-interessen. Sidste år gæstede mere end 5.000 personer messen, og de største krimiforfattere var til stede. I år vil flere af de største krimiforfattere således også være på messen, bl.a. Jussi Adler- Olsen og Sara Blædel. Hele programmet kan ses på www.krimimessen.dk

Det er andet år, hvor Biblioteksklubben ved Kalundborg Biblioteker arrangerer bustur for medlemmer til Horsens Krimimesse. Ligesom sidste år vil der være mulighed for at stige på og af bussen både i Kalundborg og Gørlev. I år vil bussen dog også stoppe i Slagelse, hvor medlemmer fra Slagelse Biblioteksklub står på.

Praktisk information
Dato: 1. april, 2017 kl. 8:15 - 18:30.
Tilmelding sker på kalundborgbib.dk under menupunktet "Det sker".

Turen er kun for klubmedlemmer. Er man ikke allerede medlem, kan man melde sig gratis ind i biblioteksklubben på www.kalundborgbib.dk/klub eller ved at henvende sig til biblioteket i Høng, Gørlev, Ubby eller Kalundborg.

Program:

  • kl. 8.15     Afgang Kalundborg.     
  • kl. 8.35     opsamling i Gørlev       
  • Kl. 11.00 Ankomst Krimimessen
  • Kl. 15:45  Afgang Krimimesse
  • kl. 18.10   ankomst Gørlev
  • kl. 18.30   ankomst Kalundborg

Baggrund
Krimimessen bliver hvert forår, lige inden påske afholdt i Fængslet i Horsens. I 2017 er det den 1. og 2. april. Horsens Bibliotek er arrangør, og har gennem årene samarbejdet med en række danske forlag og boghandlere.

Krimimessen blev afholdt første gang i 2001, dengang som en temadag om den nordiske kriminalroman på Horsens Ny Teater med deltagelse af ca. 200 gæster og fem nordiske forfattere. I 2007 rykkede messen ind på fængslet, og har været der lige siden. I 2016 nåede messen for første gang over 6.000 deltagere, og der deltog ca. 130 forfattere og foredragsholdere. I årenes løb har Krimimessen ud over de nordiske lande haft besøg fra Tyskland, England, Skotland, Frankrig, Italien, Portugal, USA, Sydafrika, Cuba, Kina og New Zealand.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0