AnnonceLuk annonce


Kandis er kræs for de danseglade

06-03-2017

Kandis underholder i Tømmeruphallen

Af Jens Nielsen

Danmarks ældste boyband, Kandis, spiller op til dans ved en stort anlagt halfest i Tømmerup først i juni måned.

Danmarks populæreste danseband, Kandis, er hyret til et brag af en fest i Tømmeruphallen, lørdag d. 3.juni 2017. Det er H.F. Vestsjællands Venner, som står for det store arrangement, hvor man forventer mindst 500 gæster til halfest.

Kandis har mange gange gæstet Kalundborgområdet og trækker stadig mange danseglade mennesker til.

”Det er en enestående chance for en glad aften”, siger Niels-Erik Sørensen, formand for H.F. Vestsjællands Venner, og fortsætter, ”Kandis spiller ingen andre steder i området i hele 2017, så vi håber selvfølgelig at publikum i Kalundborgområdet bakker op”.

Til arrangementet vil der blive serveret en meget lækker to retters menu, bestående af Kylling Fantasi med hjemmebagt brød og rosa stegt amerikansk oksebov med tilbehør.

Musik og dans i syv timer

Arrangørerne lover musik og dans i syv timer, og når Kandis ikke lige er på scenen afløses de af Søren Sebber, der er meget kendt fra DR Hit med sangen og Kapelmester på Fællessang på Charlie. Det er også Søren Sebber som spiller under spisningen.

Kandis har solgt 1,5 millioner cd’er

Kandis udgav deres første cd i 1989 og fik i 1993 et kæmpe gennembrud med hittet ”En lille ring af guld”, som lå på Dansktoppen i hele 33 uger. Siden 1989 har Johnny og hans Kandis-kolleger solgt 1,5 millioner cd’er. Den primære indtægtskilde for gruppen har dog været de mange koncerter, de har på plakaten sæson efter sæson.

Billetterne er sat til salg og kan købes ved at sende en mail til Niels-Erik Sørensen på niso@kalundborg.dk

 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0