AnnonceLuk annonce


Lovgivning spænder ben for Diabetes patienter

06-12-2016

Det er FreeStyle Libre glukosemåler, som striden som striden handler om. Privatfoto

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

For kort tid siden meldte Ældre- og Sundhedsudvalget i Kalundborg Kommune ud, at man ville bevilge alle diabetespatienter mellem 0 og 18 år i kommunen, FreeStyle Libre glukosemåler, hvis de anmodede om en sådan. Det er imidlertid ikke så let, som først antaget.

Det har været et langt og sejt træk, og det er endnu ikke slut. Der er kommet en ny glukosemåler til diabetespatienter, der betyder, at de nu ikke længere behøver at stikke sig i fingrene mellem 8-ti gange om dagen, hver gang de skal have målt deres blodsukker. Et enigt Ældre- og Sundhedsudvalg i Kalundborg Kommune var ellers enige om, at den nye glukosemåler skulle bevilges til alle diabetespatienter mellem 0 og 18 år, men den gode hensigt bliver stoppet af lovgivning.

Urimelig diskussion rammer diabetespatienter

Det handler nemlig om, hvorvidt kommune eller region skal betale, da man diskuterer om den nye glukosemåler er et behandlingsredskab eller et hjælpemiddel. Er det et behandlingsredskab, er indkøb og udlevering reguleret af sundhedsloven, og regionen betaler. Men er det et hjælpemiddel, er det omfattet af serviceloven §112 om støtte til indkøb af hjælpemidler til personer med varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og i dette tilfælde betaler kommunen. Det har givet anledning til stor debat, da mange forældre og diabetespatienter er utilfredse med, at diskussionen mellem region og kommune går ud over diabetespatienterne – børn som voksne.

Mange sager er endt hos Ankestyrelsen, som for et par måneder siden vurderede i en sag, at den omtalte glukosemåler er behandlingsredskab, hvilket betyder, at regionen skal betale. Den afgørelse ser man imidlertid på nu, da mange læger ikke er enige i, at der er tale om et behandlingsredskab, hvilket de finder meget mærkeligt, da den glukosemåler, diabetespatienter har pt., er et hjælpemiddel.

”Vi er dybest set meget bekymrede over, hvor lidt handlemuligheder vi reelt har i forhold til borgerne i dette tilfælde. Lovgivningen sætter en stopper for vores handlemuligheder i denne sag. Vi må ikke gå ind og bevilge den til alle, som det er lige nu. Og vi kan ikke lave individuelle skøn, og så give nogle børn og ikke andre. Hvad skulle argumentet være for det? Og bevilger vi alle på individuelle skøn, bryder vi lovgivningen også. De kommuner, der giver til nogle, vælger således også nogle fra, da glukosemåleren bliver bevilget ud fra subjektive individuelle vurderinger, og det vil vi ikke være med til. Det er ikke rimeligt,” siger viceborgmester og formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Kalundborg, Peter Jacobsen (DF).

Læs også: Sundhedssystemet - ens for alle?

Kontakt til Ankestyrelsen og ministeren

Mange borgmestre har ydermere skrevet til sundhedsministeren om at gribe ind, da diskussionen går ud over borgerne i kommunerne rundt omkring.

”Vi har haft kontakt til ankestyrelsen, og de er klar over, at de skal handle hurtigt. Et enigt sundhedsudvalg her i Kalundborg vil gerne give borgerne det her tilbud allerede fra i morgen, hvis vi kunne, men vi kan ikke bryde loven. Status er, at vi kun kan vente på Ankestyrelsen, og at ministeren går ind i sagen,” siger Peter Jacobsen og fortsætter:

”Jeg håber, at der meget snart sker noget, og jeg tror på en løsning. Det eneste jeg kan frygte er, at man vurderer, at det er et behandlingsredskab, for så kan der gå meget længere tid end, hvis det kan løses kommunalt. For der er der jo truffet en principbeslutning om, at vi gerne vil give vores borgere mellem 0-18 år den glukosemåler. Vi starter ud med de 0-18 år, og så må vi videre med de voksne. Udvalget kan sagtens forstå, at folk er frustreret, og vi vil fortsat arbejde for en løsning så hurtigt som muligt.”

Bliv tilmeldt vores nyhedsbrev og få en e-mail hvergang der er nyt på TV-Kalundborg.dk, KLIK HER



Klik her for at se billeder


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0