AnnonceLuk annonce


Vor Frue Kirke som levende julekalender

18-10-2016

Den store flotte model af Vor Frue Kirke er fremstillet på Stejlhøjhus. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

En stor flot model af Vor Frue Kirke er ved at blive fremstillet på Stejlhøjhus i Kalundborg. Modellen skal bruges som en levende julekalender i et helt nyt projekt i kirken.

Flere af de arbejdende værksteder på Stejlhøjhus i Kalundborg er godt i gang med en forholdsvis stor opgave, en flot model af Vor Frue Kirke tager form, på træværkstedet er kirken ved at være færdig, nu mangler medarbejderne bare at sætte mursten og døre og vinduer på, et arbejde som kræver stor opmærksomhed for alt skal passe i forhold til den rigtige kirke. Modellen står på en sokkel, der måler 2 gange 2 meter og det midterste tårn er omkring 2,4 meter højt.

Kirken er blevet gennemfotograferet så alle detaljer kan genskabes på den store model.

Modellen af Vor Frue Kirke skal bruges som en levende julekalender i hele december måned. Modellen stilles op i kirken og hver mandage, tirsdage, onsdage og torsdage i de første tre uger af december fra kl. 16.24, åbnes dagens låge, som er placeret i kirkemodellen, og figuren i lågen placeres i julekrybben, herefter vil der være et musikalsk indslag fra Musisk Skole samt dagens fortælling, en hyggelig andagt på en halv times tid.

Den Levende Julekalender er levendegørelsen af en gammel drøm om at skabe et værdigt kulturelt modstykke til tidens voldsomme kommercialisering og forfladigelse af julehøjtiden.

”Selve ordet ”julekalender” skal selvfølgelig i første omgang lede tanken hen på den gamle julekalender for børn, hvor den lille daglige overraskelse afsløres, når der hver morgen i dagene op mod jul åbnes en lille låge, og dagens overraskelse åbenbarer sig”, fortæller Leif Jensen, forhenværende sognepræst ved Årby Kirke og idemanden bag den levende julekalender.

De små figurer som er i hver låge er fremstillet på keramikværkstedet på Stejlhøjhus, i år er temaet engle og planen med kirkemodellen er at begivenheden skal være tilbagevendende med et nyt tema hvert år.

Væveværkstedet på Stejlhøjhus er også med i projektet, her er der gang i fremstilling af gobeliner som indgår som en dekoration i kirken.

Den færdige model vil blive opstillet i Vor Frue Kirke den 24. november.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0