AnnonceLuk annonce


Skuffet over kulturbudgettet

06-10-2016

Modelfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kulturelt Samråd i Kalundborg ser det netop besluttede budget 2017 som endnu en skuffelse for kulturlivet i Kalundborg. Samrådet mener samtidig, at budgettet afspejler en alt for defensiv tilgang til investering i kulturen, som et af de indsatsområder, der kan gøre Kalundborg mere attraktiv for bosætning, beskæftigelse og erhverv.

Kulturelt Samråd i Kalundborg er dykket ned i kommunens budget 2017 i håb om, at der nu er afsat flere midler til udvikling og styrkelse af kulturen. Samrådet anerkender, at der er afsat midler til en lang række gode aktiviteter og projekter, men mener det er skuffende, at der ikke er afsat midler til en prioriteret og strategisk indsats for at styrke kulturlivet på længere sigt eller bare inden for det kommende års tid.

"Budgettet afspejler i vores øjne det klare budskab, at man fortsat ser kultur som en udgift og ikke som en investering i fremtiden. Samtidig synes vi, at det er et paradoks, at stort set alle politikere i kommunalbestyrelsen synes at anerkende, at et stærkt kulturliv er en af forudsætningerne for at gøre Kalundborg attraktiv at leve, arbejde og etablere sig i, men på den anden side ikke går skridtet videre ved at afsætte flere midler til udvikling og styrkelse af kulturen, Samrådet efterlyser i øvrigt langt mere fokus på kultur i kommunens strategiudviklingsarbejde,” siger formand for Kulturelt Samråd, Per- Henrik Goosmann.

Borgmester i Kalundborg Kommune, Martin Damm (V), er langt fra enig:

”Så ved jeg ikke, om de har læst budgettet, men vi bruger altså 30 mio. kr. næste år på at udvikle den bynære havnepark i Kalundborg. Faktisk har vi to helt store projekter i denne periode – den bynære havnepark og Kultur- og Idrætscenteret i Høng. De helt store projekter er altså begge inden for det kulturelle område. Vi har brugt alle vores frie midler på netop det kulturelle område. De kunne have været brugt på noget helt andet. Hvis man måler det op i forhold til andre områder, er den helt store vinder da netop Kultur & Fritidsområdet. Vi udvider i øvrigt også på bibliotekerne i kommunen, og sætter kr. 200.000,- af årligt til kulturaktiviteter, der understøtter bosætning og turisme. Derudover investerer vi ekstraordinært i forsamlingshusene også,” siger Martin Damm.

Et af de indsatsområder, som samrådet varetager er udvikling, styrkelse og synliggørelse af kulturlivet. Det sker bl.a. ved at pege på muligheder, som Kalundborg har for at gøre sig mere attraktiv – bl.a. øget fokus på investering i kultur.

"På baggrund af det vedtagede budget vil samrådet udarbejde en række konstruktive forslag, som vi håber kan bruges til forhandlingerne af budget 2018. Det ville være rart, hvis vi kunne se, at der også kommer mere handling bag ordene om kulturel udvikling af Kalundborg," siger Per-Henrik Goosmann. Han tilføjer, at Kalundborg er en af de kommuner i Danmark, som afsætter færrest midler til kultur, og at det er med til at sende et forkert signal til borgere, erhvervsliv, virksomheder samt potentielt nye bosættere.

Martin Damm måler ikke tingene op på samme måde, idet han måler på udfaldet, altså hvad der kommer ud af tingene, og ikke på, hvor mange kr., der bliver investeret. Han nævner, at ved at være ineffektiv kan man sagtens bruge mange penge, uden at få noget for dem.

”Jeg har det altid bedst med at måle på det, der kommer ud af tingene. Man kan jo sagtens bruge mange penge, uden at være effektiv, og så kan det da være lige meget. Kulturelt Samråd burde, efter min mening, i stedet være stolte og anerkende, at vi har investeret rigtig meget i kulturen. Vi har virkelig løftet det de senere år, og ja, man kan altid ønske sig mere, men sådan er det jo,” siger Martin Damm.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0