AnnonceLuk annonce


Kalundborg satser på nye 2 minus 1-veje

17-09-2016

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kommunen har planer for asfaltarbejde flere steder i kommunen, da der mange steder trænger til ny asfalt. Derudover er man i Kalundborg Kommune begyndt at tænke i de såkaldte 2 minus 1-veje, der giver en større tryghed for bløde trafikanter.

Den nye vejtype egner sig til veje med begrænset trafik og lav hastighed i eller uden for byer. Den har visuelt set kun én vognbane til bilister i begge retninger.

”Vejene er bygget sådan, at bredere kantbaner med brudte kantlinjer giver god plads til cyklister og gående. Bilister kan bruge vejen i begge retninger, men må deles om ét spor og trække ud i kantbanen, når de passerer hinanden,” siger Marianne Foldberg Steffensen, der leder Afdelingen for Trafiksikkerhed i Vejdirektoratet.

Hun er tilfreds med den voksende interesse for vejtypen, som forbedrer sikkerheden for cyklister og fodgængere inden for den eksisterende vejbredde.

”Med 2 minus 1-veje har vi en god løsning, der beskytter bløde trafikanter på strækninger, hvor der ikke er plads eller økonomi til cykelstier. Det drejer sig typisk om mindre landeveje eller mindre trafikerede veje i boligområder, landsbyer eller sommerhuskvarterer,” siger hun. 

Kalundborg Kommune er netop ved at tage hul på at indføre 2 minus 1 veje, hvor det er relevant.

”Vi er bestemt tilhængere af denne vejtype. Det er tydeligt, at den får bilisterne til at køre langsommere. Og lavere fart må nødvendigvis føre til færre ulykker,” siger chef for Vej, Ejendom og Affald i Kalundborg Kommune, Lone Himmelstrup og fortsætter:

”Jeg er sikker på, at 2 minus 1 har god effekt. Jeg har dog også bemærket, at de ikke fungerer efter hensigten i sving og andre steder, hvor udsynet er begrænset. Som bilist skal du vide, om der er modkørende eller bløde trafikanter foran dig. Ellers er det svært at vide, om du skal trække ud eller ej.”

Helt konkret mener Kalundborg Kommune, at det ville være en god idé med den nye type vej flere steder i kommunen.

”Vi mener bl.a., at det er en god idé på Strandvejen i Havnsø, i Buerup by og i Løve ved skolen på Bødstrupvej. Men nu skal vi lige først indhente tilladelse fra politiet, og så regner vi med at kunne gå i gang til april næste år,” siger Ahmet Bilgin, der er vejingeniør ved Kalundborg Kommune.

Marianne Foldberg Steffensen fortæller, at man selvfølgelig gerne vil sænke antallet af tilskadekomne cyklister og gående, og at her kommer 2 minus 1- veje ind som en ret ny og forhåbentlig effektiv metode.

”2 minus 1-veje sænker bilernes hastighed, også fordi vejen oftest bliver forsynet med bump eller andre hastighedsdæmpere. Det gør vejen mere sikker, både for cyklister, gående og bilister,” siger hun.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0