AnnonceLuk annonce


Præst sigtes for seksuelle overgreb

01-09-2016

Modelfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Midt- og Vestsjællands Politi anholdt den 22. juni 2016 en 46-årig mand, der er præst ved Tømmerup Kirke ved Kalundborg. Den 46-årige sigtes for seksuelle overgreb mod flere børn i lokalområdet.

Han har siddet varetægtsfængslet siden den 23. juni 2016, og sagen har hele tiden og kører fortsat for lukkede døre ved retten i Holbæk. Men for at komme videre i sagen og få den færdigefterforsket hurtigst muligt, har anklagemyndigheden fået rettens kendelse for en ophævelse af navneforbuddet i sagen. Det betyder, at politiet nu kan melde mere åbent ud omkring den 46-åriges identitet, herunder hans ansættelse som præst ved Tømmerup Kirke.

Den 46-årig præst fra Tømmerup Kirke har, ifølge tveast.dk, vedkendt sig at have haft et forhold til en mindreårig.

Politiet opfordrer forældre i området til at tale med deres børn, og hvis de har mistanke om, at der er fundet et overgreb sted, skal de kontakte politiet.

”Vi er nået langt i vores efterforskning med de forhold, der nu er i sagen, men vi har mistanke om, at der er flere børn, som vi ikke har talt med endnu, der har været udsat for overgreb i forbindelse med deres kontakt med præsten ved Tømmerup Kirke. Vi opfordrer derfor forældre til at tale med deres børn, og er der mistanke om, at der har fundet overgreb sted, så vil vi meget gerne i kontakt med de pågældende,” siger politikommissær Ove Pedersen, leder af personfarlig kriminalitet.

Politiet kan i øvrigt kontaktes på tlf.nr. 114.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0