AnnonceLuk annonce


Farlig skolevej

18-08-2016

Foto: Rådet For Sikker Trafik.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

På blot en uge har landets politikredse standset 2.153 bilister, der kørte for stærkt på skoleveje. 'Sæt farten ned', lyder opfordringen fra politiet og Rådet for Sikker Trafik. Den høje fart gør skolevejene utrygge, og skaber farlige situationer for børnene.

I den første uge efter skolestart har landets politikredse rejst 2.153 sigtelser for at køre for hurtigt ved skoler og på skoleveje. Færdselspolitileder undrer sig over, at så mange kører for stærkt, hvor små, nye elever færdes. Børn, der ikke er vant til trafikken.

”Vi ved, at fart spiller en kedelig rolle i ulykker, og at så mange ser stort på fartgrænserne ved skolerne undrer mig. Vi skal alle bidrage til at øge trafiksikkerheden – særligt for børn – og jeg opfordrer til, at man viser ekstra hensyn og overholder færdselsreglerne ved skolerne,” siger vicepolitiinspektør Arne Martinsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og landets kommuner står i netop nu bag den landsdækkende kampagne ”Børn på vej”, der minder bilisterne om at vise hensyn til børnene i trafikken. Både de små og de større børn kan være usikre i trafikken, og pludselig komme til at slingre eller være uopmærksomme. Derfor er det vigtigt, at bilisterne bliver bedre til at vise hensyn. For at sikre at det sker, fortsætter kampagnen ”Børn på vej” og politiets kontroller flere uger endnu.

”Når bilisterne kører for stærkt på skolevejene, skaber det utrygge og i værste fald farlige situationer for de tusinder af børn, der færdes i trafikken. Derfor er det vigtigt, at politiet gennemfører de her kontroller, så alle bilister bliver mindet om, at de skal sænke farten og være ekstra opmærksomme på vejene,” siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Det viser tallene fra Rigspolitiet:

I løbet af den første kontroluge (8. – 12. august) på skolevejene har landets 12 politikredse stoppet:

  • 2.153 bilister, der kørte for stærkt i forhold til fartgrænsen/den skiltede hastighedsgrænse.
  • 109 bilister, der kørte uden sikkerhedssele og i 53 tilfælde var børnene ikke fastspændt i bilen.
  • 30 bilister der brugte håndholdt mobil under kørslen.

Til sammenligning stoppede politiet i løbet af den første kontroluge på skolevejene sidste år (2015):

  • 1.551 bilister, der kørte for stærkt.
  • 242 voksne, der ikke brugte sikkerhedssele og i 57 tilfælde var børnene ikke fastspændt i bilen.
  • 93 bilister som brugte håndholdt mobil under kørslen.

Læs politiets pressemeddelelse om første uges kontrol på skolevejene på www.politi.dk

Børn uden sele

”Når børn ikke er spændt korrekt fast, koster det bilens fører 2.500 kroner plus et klip i kørekortet. Derudover har vi taget 30 bilister i at tale i håndholdt mobiltelefon under kørslen, hvilket er markant færre end sidste år - så stor ros til alle de, der havde hænderne på rattet, og jeg håber, at tendensen fortsætter,” siger Arne Martinsen.

Politiindsatserne er koncentreret om skoleveje, hvor der især fokuseres på

  • bilernes hastighed
  • om børnene er fastspændt i bilerne i sikkerhedssele
  • om førerne selv husker at anvende sikkerhedssele
  • skolepatruljernes arbejde, og
  • forældrenes trafikale adfærd, herunder parkering, i forbindelse med aflevering af børn ved skolerne.

Læs mere: https://www.sikkertrafik.dk/boern-unge/skole/skolekampagne samt https://www.sikkertrafik.dk/raad-og-viden/i-bil/hastighed


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0